Få mest ud af dine kvadratmeter: Indret soveværelset optimalt

Soveværelset er ofte der, hvor vi slapper af efter en lang dag, får den livsnødvendige søvn og hygger søndag morgen. Derfor skal det også være indrettet, så det indbyder til afslapning og hvile, og der skal være de rigtige ting i rummet.

Her får du en guide til, hvordan du får mest ud af kvadratmeterne i dit soveværelse.

Byg rummet op omkring sengen

Sengen optager ofte meget plads i rummet, og du bør ikke gå på kompromis med din komfort. Vælg derfor en seng, der både passer til rummets størrelse, men også giver dig god plads at brede dig på.

Hvis du skal sove alene, kan nogle nøjes med en enkeltmandsseng på 90×200 cm, men skal du have bedre plads, eller skal I sove to i sengen, bør du overveje 180×200 i sengerammer. Du bør altid måle op, så du er sikker på, hvilken størrelse seng du reelt set har plads til. Det kan også hjælpe dig med at få et bedre overblik over, hvor meget plads der er omkring sengen til andre møbler.

Husk natbord og afsætningsplads

Det er en fordel at have et natbord eller lignende afsætningsplads tæt ved sengen. Her kan du have din bog, et glas vand, din telefon og dine briller liggende, så de altid er indenfor rækkevidde.

Vil du gerne frigøre gulvplads, kan du overveje svævende hylder eller natborde, der hænger direkte på væggen. Du kan både få udgaver med og uden skuffer, så du kan få plads til alle de ting, du skal bruge før, under og efter søvnen – uden du mister gulvplads i rummet.

Skab den rette stemning med gardiner og mørklægning

De fleste foretrækker et mørkt rum, når de skal sove. Gardiner og decideret mørklægning er derfor en vigtig ting i soveværelset, der også kan bidrage til en rolig og behagelig stemning.

Gardiner optager ikke en masse plads, og de kan med de rette materialer og farver være med til at sikre en helhed i soveværelsets indretning. Match gerne gardiner til sengetæpper, sengetøj og andre tekstiler i rummet, så du får en rolig oase.